Boganmeldelse: Burma Dage af George Orwell

Burma Dage, på original sproget Burmese Days, er en af George Orwells mest kendte bøger, men også samtidig en bog de færreste har læst. Modsat Orwells to andre udødelige værker – 1984 og Kammerat Napoleon – har bogen aldrig fundet plads i den store læse-kanon i gymnasier og universiteter. Det er sikkert flere grunde til, Burma Dage er ikke en sort-hvid bog med et klart tema på formel som de to andre. Det er en bog der foregår i det Britiske Imperiums sidste dage, i Burma, den gang en del af det Britiske Indien, men det er ikke en bog der leverer en let spiselig imperialisme-kritik eller andre oplagte diskussionstemaer. Derfor har den levet en stille tilværelse og det er en skam, i hvert fald for dem der ligesom jeg har levet i Sydøst Asien selv.

En fortælling om Østen, expats og fatalisme

En expat er vel nogenlunde defineret som en udlænding der rejser til et andet land for at bo der og arbejde eller drive forretning, med en ide om at vende tilbage på et tidspunkt. En sådan er bogens hovedperson, Flory, der som ung mand i begyndelsen af tyverne, i mellem-krigstidens England, ender med at tage hyre i et trælastfirma i Burma. Her bruger han de næste år på at arbejde så lidt som muligt, drikke med de andre englændere i ’klubhuset’ og jage lokale kvinder. En livsstil der her 70 år efter stadig er ganske udbredt blandt udenlandske expats i Sydøst Asien.

Med årene er Flory blevet træt at det lette, men også noget indholdsløse liv. Hans forhold til den lokale elskerinde, Mla Ha May, forværres, han bruger mindre tid i klubhuset med de andre briter, drikker mere og drages i stigende drag mod de lokale og deres kultur og særpræg – en beskæftigelse som de andre Briter bestemt ikke anser for god opførsel fra en af ’imperiets udsendte’. Han længes efter England og da han får muligheden for det vender han for en kort stund tilbage, men opdager at han ikke længere genkender sit fødeland, det er ændret for altid og lige vigtigt er han ændret for altid. Efter 10 år i Burma er han med egne ord kommet til at holde af landet, det er blevet en del af ham og vil for altid være det. Deprimeret tager han tilbage til Burma, hvor han sukker efter at finde en pige der ligesom ham holder af Burma, en at dele oplevelserne med og livet med, men som samtidig forstår ham og hvor han kommer fra – noget han aldrig har fundet hos sin Burmesiske elskerinde.

Så sker der en dag en noget uventet. En af briternes niecer, Elizabeth, ankommer i den søvnige by og Flory spilder ikke tiden. Han og pigen indleder et forhold, med henblik på at blive gift. Det er dog absolut ikke et forhold uden problemer. Flory er i virkeligheden en noget følsom type, introvert og holder af at læse og udforske den lokale kultur, mens Elizabeth i virkeligheden afskyer de lokale, hvem hun ser som primitive barbarer. Flory søger inderligt en at dele sin kærlighed til Burma med, men Elizabeth er mest af alt optaget af jagt(!), præstige og England. Undervejs slår Flory op med elskerinden, som efterfølgende afpresser ham for penge. Det forhold bliver skæbnesvangert, da Flory efter mange op og nedture endelig lykkes med at skulle giftes med Elizabeth. De når så langt som i kirken, da Flory indhentes af fortiden i form af den tidligere elskerinde der skaber en frygtelig scene og anklager Flory for alt mellem himmel og jord. Elizabeth, hvis interesse i Flory aldrig har været brændende, dropper ham på stedet og romanen slutter med at Flory begår selvmord ved at skyde sig selv.

Østen set gennem Orwell’s øjne

Burma Dage er en bog der giver løfter om Orwells andre bøger. Det fatalistiske præg, Flory er dømt på forhånd, symbolsk illustreret ved et kæmpe modermærke i ansigtet og den lykkelige slutning snydes læseren for, ligesom i 1984 og Kammerat Napoleon.

Det er også en bog der er rigtig sjov at læse for expats der har boet i Sydøst Asien. Beskrivelsen af klimaet, den trykkende hede – her før aircondition var opfundet – fylder en hel del i bogen, fuldstændig som det gør for den blege udlænding i Østen den dag i dag. Persongalleriet er også som taget ud af virkeligheden, om end meget karikeret, men det er meget interessant at læse en fortælling der grundlæggende kunne foregå i 2015, så meget kan man genkende sig selv i Flory og de andre briter.

Personligt kunne jeg genkende meget af Flory i mig selv og overvejelserne om at blive boende eller flytte hjem – inden det bliver for sent, som det gør for Flory. Det er også interessant at læse om de lokales forestillinger om hvordan en hvid mand i Østen bør opføre sig – en ’Mem-sahib’. Det forventes og ønskes at Mem-Sahib lever op til fordommene om at bruge tiden mest at drikke whisky og jage piger med tvivlsomme jobbetegnelser, men trods dette nyder godt af en i mange tilfælde ufortjent respekt. Også splittelsen mellem det lette liv og ønsket om en meningsfyldt karriere og familieliv giver genlyd.

Flory ender med at blive offer for et komplot af den skruppelløse Burmesiske embedsmand U Po Kuyn, som faktisk har bestukket elskerinden til at ødelægge Florys omdømme – af den grund at Flory har valgt at støtte sin Indiske læge i en politisk sag. Også her har mange i Østen oplevet at der bedst som outsider ikke at prøve at ændre tingenes tilstand for meget.

I det hele taget er Burma Dage nok mest af alt interessant for dem der har et forhold til Østen og kan genkende de mange levende beskrivelser fra egne erfaringer, men det er bestemt også en bog der ser på begge sider af imperialismen og ikke falder i fælden hvor nogen af parterne er udelukkende gode eller onde. En anbefaling til at give bogen en chance herfra.

Om Anmelderen

Erik har boet i Thailand i 3 år og arbejder i øjeblikket for rejsebureauet http://www.uniquetravel.dk/.